DSG

FADL rekruttering

Hvis du kan lide at løse problemer og godt kan lide at gøre det i et spændende og levende samarbejde med andre lægelige specialer og andre faggrupper, så skal du være geriater.
Geriatri er det intern medicinske speciale, der tager sig af diagnostik og behandling af ældre, der typisk har flere samtidige sygdomme kombineret med funktionstab.
Geriatri er et udfordrende speciale med en stor faglig bredde: De ældre patienter fejler oftest flere ting ad gangen – og de har jævnligt atypiske eller svage symptomer på deres sygdom. Som geriater vurderer du patienten, laver en problemliste – og går i gang fra en (prioriteret!) ende af. Det kan godt være et detektivarbejde, der fører rundt i mange organsystemer og gennem mange kapitler i medicinsk kompendium – men det er spændende – og du er ikke alene.
Som geriater kan man ikke vide alt, men man trænes i at skaffe sig et overblik og har tæt kontakt til mange andre lægelige specialer. Det giver en levende og meget lærerig hverdag.


Arbejdet:


Vurderingen og behandlingen af de geriatriske patienter foregår i et tæt tværfagligt samarbejde med bl.a. sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter og strækker sig ofte ud i primærsektoren – og ud til patienten i eget hjem.
De fleste steder kommer patienterne direkte fra akut medicinsk visitationsafsnit til geriatrisk afdeling – enten umiddelbart efter indlæggelse eller dagen efter. Fælles for alle geriatriske afdelinger er, at der er mulighed for en høj grad af kontinuitet til gavn for både patienter og læger. Foruden de akutte patienter varetager geriatere også rehabiliteringsforløb for ældre med længerevarende sygdomsforløb, bl.a. med apopleksi.
De ambulante funktioner foregår i daghospitaler, ambulatorier eller i patientens eget hjem. Ud over almen geriatri arbejdes der systematisk med demens-, fald- og inkontinensudredning – i tæt samarbejde med de relaterede specialer, når der er behov for det.


Uddannelse og forskning:


1 års introduktionsuddannelse i intern medicin. 5 års hoveduddannelse, heraf 3 år på geriatrisk afdeling. Specialets kompleksitet giver god mulighed for at træne den kliniske beslutningsproces og tværfagligheden giver god træning i kommunikation og ledelse. Der er på alle uddannelsesniveauer mulighed for at påbegynde nye forskningsprojekter eller blive tilknyttet igangværende projekter.


At vælge speciale:


– er også at vælge patienter og kolleger. De geriatriske patienter er oftest meget taknemmelige og dejlige at arbejde med, og geriatri er et forholdsvis lille speciale, hvor man hurtigt ”bliver en del af familien.” Hvis du er interesseret, er du meget velkommen til at kontakte din ”lokale” geriatriske afdeling og høre mere eller komme på besøg.

Ny præsentation fra Yngre Geriatere. Se her

Se de nyeste referat fra bestyrelsesmødet 13. juni  på medlemssiderne

Specialespecifikt Kursus.
Geriatriske Sygdomme 1

se mere under Uddannelse